Januar og februar skyder årligt sæsonen for diverse gastronomiske festivaler og kongresser i gang og ligesom jeg med glæde og høje forventninger drog til Frankrig for at repræsentere Relæ i ’11 og ’12 gik turen i år til Milano, Italien.
Identità Golose er den helt store italienske kongres der med sine otte års historie er een af de ældste af slagsen. Det siges at Paolo Marchi (journalist og madskribent) efter at være vendt hjem fra Madrid Fusion med Carlo Cracco (michelin kok af den italienske slags) besluttede sig for at det var på høje tid at lave et lignenden event i Italien for derved at give italiensk gastronomi et skub.
Gennem årene har alverdens kokke været linet up på scenerne hvor de har fremvist deres kogekunst ganske som det har været tilfældet på Madrid Fusion og Omnivore Food Festival hvor jeg var heldig at deltage i alt tre gange. Det betød meget dengang at blive inviteret til Omnivore, eller OFF, da festivalen har sit fokus på det “unge” køkken. På unge kokke der arbejde kreativt på deres “cuisine d’auteurs” altså deres personlige køkken. I endnu højere grad betød det meget for mig at deltage i Identità Golose som har både adresse og fokus på det italienske køkken. Som italiensk immigrant er det fantastisk at kunne vende tilbage til fædrelandet med sit eget bud på hvordan det italienske køkken også kan udvikle sig.
Mit arbejde i køkkenet vil af få, inkluderet mig selv, blive defineret italiensk men er på sin vis ikke mindre italiensk end det er nordisk. Hvis man laver et personligt, eftertænksomt køkken vil det afspejle hele eens personlighed, kulturelle rødder og derved ens inspirationskilder. Af det italienske køkken har jeg fået det enkle, råvarebaserede fokus som i høj grad også er bærende for det nye nordiske køkken. For mig ligger det italienske altså i mig og gør min inspiration nuanceret og er et bud på en variant af det italienske køkken, måske en krydsning med det nordiske.
John og jeg præsenterede tre retter hvor især de to af dem havde deres klare referencer i det italienske. Vi skar kålrabi til tynde bånd som vi tilberedte til en pappardelle-agtigt al dente konsistens i smøremulsion og serverede det med sauce på svin og oregano. Vi dampede saltede, lange strimler af kartoffel viklede om tang der både i bid og udseende lignede spaghetti rullet om gaflen. – en ret vi i øvrigt lige har sat på menuen.
Præsentationen var vellykket på trods af min kortvarige nervøsitet for at kløjes i de italienske gloser når det gjaldt madlavning. Jeg har aldrig arbejdet i et italiensk køkken og det gamle modersmål holder jeg i live ved at snak med familien og sportsjournalistik. Det er ikke noget der hjælper een når man har siphonflasker, gamle kålsorter, saltlager og vacuum poser med på scenen….Der var god respons fra de journalister der var og det kastede 4-5 interviews med italienske medier fra sig samme aften. Medier som viser en kæmpe interesse for det nordiske og København og som jeg kun kan forestille mig var gået i inteview-frenzy når Redzepi ville ankomme på kongressens anden dag, mandag. – se i øvrigt min profil på deres side.
Hjemme igen kan vi gøre klar til næste kongres som ligger lige rundt om hjørnet, Melbourne Food Festival i marts. Den hidtil største og mest interessante jeg har deltaget i endnu.
